×

Hvedebrød

  Bagetid: Ca. 15-20 min.
 Temperatur: 220 °C varmluft
 Forberedelse: 3 timer
 Antal: Ca. 2-3 brød

Ingredienser

  • 400 g stenkværnet fintsigtet hvedemel
  • 500 g stenkværnet fintsigtet Ølandshvedemel
  • 100 g durummel
  • 20 g øko gær (7 g ved langtidshævning)
  • 20 g salt
  • 700-740 g vand

Fremgangsmåde

Bland de tre meltyper grundigt. Herefter smuldres gæren fint i melet, salt og vand tilsættes, og dejen blandes og æltes, til den er blank og smidig. Afslut æltningen med at folde og forme dejen til en kugle som lægges til hævning i skålen et lunt sted eller køligt natten over tildækket med film eller viskestykke. Lad som minimum dejen hæve til dobbelt størrelse.

Hævekurvsbrød: 
Skrab dejen ud på et meldrysset bord. Afgas den let, del den i to, og fold og form hver klump til en kugle som lægges med oversiden nedad i en meldrysset hævekurv. Lad dejen efterhæve til næsten dobbelt størrelse, men hold godt øje med den. Ølandshveden kan miste sin flotte opbagning hvis den efterhæver for længe.

Forvarm ovn med stenplade eller bageplader til 250 °C. Ovnen skal være gennemvarm, inden du bager i den.

Vend dejen over på en bagespade drysset med majsgryn eller semolina. Snit evt. overfladen, fyld ovnen med vand fra en sprayflaske, lemp dejen ind på stenpladen og spray mere vand ind i ovnen inden du lukker. Når brødet har bagt i 10 min., dæmpes varmen til 220 °C og det bager i yderligere 15-20 min. Afkøles på rist.

TIP: Anvender du aflange hævekurve, kan du uden problemer bage tre brød ad gangen. Med runde hævekurve får du det bedste resultat ved kun at bage to brød ad gangen.

image_print

Køb produkterne