Det basale brød
Ingredienser
- 1000 g stenkværnet fintsigtet hvedemel eller Ølandshvedemel
- Ca. 700-740 g vand
- 10 g gær (20 g hvis det skal gå hurtigt)
- 20 g salt
Fremgangsmåde
Gæren smuldres fint i melet, salt og vand tilsættes, og dejen blandes og æltes, til den er blank og smidig. Afslut æltningen med at folde og forme dejen til en kugle som lægges til hævning i skålen et lunt sted eller køligt natten over tildækket med film eller viskestykke. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.
Skrab dejen ud på et meldrysset bord. Afgas den let, del den i to, og fold og form hver klump til en kugle som lægges med oversiden nedad i en meldrysset hævekurv. Lad dejen efterhæve til næsten dobbelt størrelse, men hold godt øje med den. Ølandshveden kan miste sin flotte opbagning, hvis den efterhæver for længe. Forvarm ovn med stenplade eller bageplader til 250 °C varmluft. Ovnen skal være gennemvarm, inden du bager i den.
Vend dejen over på en bagespade drysset med majsgryn. Snit overfladen, fyld ovnen med vand fra en sprayflaske, lemp dejen ind på stenpladen og spray mere vand ind i ovnen, inden du lukker.
Når brødet har bagt i 10 min., dæmpes varmen til 220 °C, og det bager i yderligere 15-20 min.