Køb for 300,- og få gratis fragtØkologi og kvalitet mail@skaertoft.dk

Om produkterne

Morganic – Hvis man ikke kan smage forskellen, hvad er så pointen?

Danmark er verdens førende øko-nation. Økologisk mad er allerede blevet en selvfølge i mange familier. Det stiller nye krav til økologiske produkter, som ikke længere kan nøjes med at være økologiske for at være særlige. Forbrugerne efterspørger produkter, der er nemme at bruge og som smager bedre. Det kaldes morganic – altså mere end økologi.

 

Stenkværnet mel

På Skærtoft Mølle er alt mel økologisk og malet på langsomtgående stenkværne. Mølleriet er helt moderne, men produktionsmetoden er gammel og gør, at melet får mere smag.

Stenkværnet mel er ikke kridhvidt, fordi selv den fintsigtede stenkværnede mel indeholder både kim og flere skaldele fra kornet end traditionelt formalet mel. Det skal man være opmærksom på, hvis man skal bage fine lyse boller.

  


Kornet i vores sortiment er altid økologisk


Hvede

Hvede har en lys og mild smag med et strejf af sødme, som er knyttet til proteinet. Brød bagt af proteinrigt mel har derfor ofte mere smagsfylde. Hvede er en af Danmarks allerførste kulturplanter og en af de mest dyrkede korntyper i verden.
 

Hvedebrødsdage

Bag udtrykket ’hvedebrødsdage’ ligger en lille sjov historie. Det forholdt sig nemlig sådan, at tilbage i 1800-tallet dyrkede man hveden på de større gårde i Danmark. Når hveden var høstet, blev den brugt ved særligt fine lejligheder såsom bryllupper, og det er faktisk herfra ordet ”hvedebrødsdage” stammer. Kilde: Fuldkornspartnerskabet.

 

 

  


Ølandshvede

Ølandshvede minder om hvede i udseende og om spelt i strukturen. Den stammer fra Øland i Sverige, men dyrkes i dag i høj kvalitet i Danmark. Melet kan optage en stor mængde væske, og har brug for god tid til det. Brød af Ølandshvede får en smuk gylden farve og en dyb mørk smag.

Naturen på Øland er enestående. Øens tørre klima og kalkrige undergrund har skabt betingelser for et meget rigt planteliv og spændende landskaber. Dyrkning af korn på Øland kan spores tilbage til jernalderen.

 

 

  


 
Rug

Rug var oprindelig et ukrudt i hvedemarkerne, men da den gav langt bedre udbytte end hveden, blev rugen til det jævne folks afgrøde. Smagen af rug er dyb og mørk, som vi kender den fra rugbrødet. Bland rugmel med hvedemel til sigtebrød og/eller til en sprød pizzabund.

 

Rugbrød

Det traditionelle danske rugbrød er mindre sødt og mindre mørkt end det svenske og tyske. De fleste andre folkeslag finder rugbrødet for surt, for hårdt, eller simpelthen for utiltrækkende - ja der er tilmed tale om en såkaldt rugbrødsgrænse igennem Nordeuropa.

 

 

 

  


​​

  


Manitobahvede

Manitobahvede stammer fra Canada. Manitoba dyrkes også i Europa, men melet bliver ikke helt så stærkt som det canadiske.  Manitobamel er kendt for sine helt suveræne bageegenskaber. Farven er rødlig, og smagen er rund og fin. Nogen kalder hveden fra Manitoba for verdens bedste. Derfor er Manitobahvedemel da også en bestseller hos Skærtoft mølle.

 

 

  


Spelt

Spelt smager sødligt og dufter dejligt. Det er en af de ældgamle sorter af hvede og fås i fremragende kvalitet i Danmark, da det danske klima egner sig godt til dyrkning af spelt. Spelt kan både anvendes alene i brødbagning eller blandes med andre gode meltyper. 

 

 

  


Malt

Maltet korn er først spiret og derefter tørret. I den proces dannes de enzymer, som kornet skal bruge til at omdanne sin stivelse (der er lange kæder af glukose) til maltose. Ved brygning af øl lever ølgæren af maltosen, og derfor er det heller ikke svært at forestille sig, at gæren i brødet lever godt af maltosen.

Maltsirup er en elsket specialitet hos Skærtoft Mølle. Brug den som booster og i stedet for sukker i brød og rugbrød. Siruppen er lavet på økologisk maltet byg.

Vi har også fintsigtet maltmel af hvede. Maltmelet er lysebrunt og  giver en fin karamelagtig smag til brød og kager.

 

Maltprodukterne har en lang tradition og stor know how inden for maltning til whisky- og ølbrygning.

  

 

 

"Hos Skærtoft Mølle prioriterer vi altid, at købe vores korn dansk og lokalt. Dette også med tanke på det gode bæredygtige samarbejde vi har med flere af de lokale økologiske landmænd på Als i Sønderjylland. Da vi har ekstremt høje krav til kvaliteten på kornet, har vi i visse tilfælde leverandører i Sverige, Canada,  England og Tyskland for at kunne tilbyde markedets bedste kvalitet til vores kunder".