Feedback

Din indkøbskurv er tom

kontakt
instagram
twitter

- som burgerboller, til pullede pork eller bare med smør.
Også rigtig gode på risteren dag 2 og 3
- hvis der er flere tilbage!

 
 

SOFT BUNS - BLØDE BOLLER

24 stk
Velegnet til æltning i hånden eller røremaskine

Dej
400 g durumhvedemel
600 g stenkværnet fintsigtet spelt- eller hvedemel
25 g frisk gær
700 g vand
20 g salt
20 g lyst rørsukker
50 g tempereret smør i tern 

Start med at samle og afveje din ingredienser.

Røremaskine
Hæld vandet (køligt - ikke lunt) i røreskålen. Opløs gæren heri. Tilsæt melet og kør dejen sammen. Tilsæt smør, salt og sukker og ælt dejen til den er blank og smidig.

Håndæltning
Gæren smuldres i melet. Dernæst smuldres smørret i melet og salt og sukker blandes i. Tilsæt vand (lunt) og bland og ælt dejen til den er blank og smidig.

Lad dejen hæve tildækket og lunt til dobbelt størrelse. 

Forvarm ovnen til 250 grader varmluft.

Afgas dejen mens den er i skålen ved forsigtigt at køre din dejskraber et par runder langs kanten af skålen. Skrab så dejen ud på et let meldrysset bord. Ganske forsigtigt trykkes dejen ud til et rektangel. Del så dejen i ca. 24 lige store stykker med din dejskraber, og placer stykkerne på to bageplader beklædt med bagepapir. Afslut med at pensle stykkerne med lidt vand og drysse med sesamfrø, birkes eller lidt fuldkorns- eller durummel.

Lad stykkerne efterhæve til næsten dobbelt størrelse. 

Sæt pladerne i den gennemvarme ovn og skru straks ned på 200 grader. Ønsker du at dine Soft Buns skal have en anelse mere skorpe, kan du med fordel spraye vand ind i ovnen med en forstøver. Ellers lader du dem bare være!

Bag stykkerne i 10 min, vend så pladerne 180 grader og bag videre i yderligere ca. 10 min. til stykkerne er jævnt gyldne. Afkøles på rist.

Opbevares - når de er kolde - i plasticpose.