Feedback

Din indkøbskurv er tom

kontakt
instagram
twitter

Perler

...MED BÅDE EN LANG OG EN KORT HISTORIE
Farro perlato, riz d’Epeautre, dinkel reis, spelt rice, speltrijst, pearl barley, orzo perlato  – kære børn har mange navne. På Skærtoft Mølle kalder vi – efter italiensk forbillede – vore polerede kerner for perlespelt, perlebyg og - den helt unikke nordiske variant - perlerug.

Det er ikke mange år siden at perlerne var ganske ukendte i Danmark. I 2006 introducerede vi - som de første - dansk, økologisk perlespelt, og siden har perlerne fundet vej til mange danskeres hjem. Perlespelt og -byg er begge gammel bondespise, som har fundet vej fra Middelhavsregionen til Europas gourmetrestauranter. Her anvendes perlerne i dag i både traditionelle og moderne retter. Vi elsker rug og perlerugen er for os et ægte nordisk bidrag til det Ny Nordiske køkken.  

DET VI GØR FOR ALLE VORE PERLER
Vi sorterer omhyggeligt de største kerner fra til vores perler. At polere disse kerner kræver en specialmaskine, som nænsomt fjerner en lille del af den yderste, træholdige skal, som omslutter kim og frøhvide. Når det er gjort, er perlerne færdige – parat til at blive fyldt i poser.

Vi har altså gjort os umage hele vejen igennem:  valgt den helt rigtige sort, dyrket den omhyggeligt på økologiske marker, høstet, afskallet og sorteret, så kun de store kerner bliver til perler. Vi har løbende - i samarbejde med kokke og andre perleentusiater - komponeret en vifte af opskrifter med perlerne som omdrejningspunkt. Vi har også skrevet en kogebog "Perler fra Skærtoft Mølle". Nu er resten op til dig og din lyst til at eksperimentere og prøve nyt.

Velbekomme!