Feedback

Din indkøbskurv er tom

kontakt
instagram
twitter
 

HØSTBOLLER - rustikke morgenboller

Giver ca. 18-20 boller
Udstyr: røremaskine eller gode overarme

100 g knækkede spelt- eller hvedekerner
100 g blandede valsede flager (spelt, byg, havre ell. rug)
800 g stenkværnet fintsigtet (Ølands)hvedemel**
10 g øko.gær
750-830 g køligt vand
20 g salt (tilsættes halvvejs i æltningen v. røremaskine)

**eller: 200 g Øland, 300 g fin hvede, 300 g Manitoba

Hvis du håndælter: Gæren smuldres fint i melet og de knækkede kerner, flagerne og saltet blandes i. Tilsæt vandet og bland godt. Skrab dejen ud på et rent bord og ælt til den er blank og smidig. Dejen skal være godt klistret :-)

Hvis du bruger røremaskine: Hæld vandet i bunden af røreskålen og tilsæt mel-kerne-flage-blandingen. Rør dejen sammen ved lav hastighed - i ca. 2-3 minutter. Tilsæt nu salt og rør igen, men ved middelhøj hastighed i ca. 4-5 minutter - eller indtil dejen slipper skålens sider og lige lidt til!

Stil dejen til hævning et køligt sted (når det er sommer ligger nattetemperaturen perfekt på ca. 12 grader!!) - under klæde eller i pose - natten over.

Næste morgen tager du dejen ind og tænder ovnen på 250 grader varmluft.

Beklæd to bageplader med bagepapir. Fyld en skål med vand - stor nok til at du kan "vådte" hænderne (ikke vandsjaske!!) - og stil den ved siden af din dejskål. Gør dine hænder let våde og løft og nap en klump dej af. Spænd den forsigtigt op, ved at folde den ind under sig selv og sæt den luftfyldte dejbobbel på bagepladen. Gentag til begge plader er fyldte.
Drys med gode økologiske birkes, sesam, græskarkerner, solsikkefrø eller hvad du synes bedst om. Lad ikke bollerne efterhæve, men bag dem med det samme. (NB! Har du hævet din dej i køleskab, kan du med fordel lade bollerne temperere/efterhæve i 10-20 min. alt efter temperaturen i dit køkken).

Bag bollerne i 20 minutter (vend evt. pladerne efter 10 min. hvis din ovn bager lidt ujævnt) og afkøl dem på en rist, inden de skal spises!

P.g.a. af det høje vandindhold holder bollerne sig friske længere, og de er fantastiske både til genopvarmning eller på risteren!