Feedback

Din indkøbskurv er tom

kontakt
instagram
twitter
 

*Anvender du friskkværnet kardemomme fra ASA spice (det gør vi!), så skal du kun anvende den halve mængde. Fra ASA får du kardemomme som du ikke har smagt det før! Uhm!

 

GODE RÅD

Giver ca. 20 stk 

Dej:

250 g kagemel
125 g lyst rørsukker
125 g smør
2 æg
2 tsk kardemomme*
1 tsk vaniljesukker


Sådan gør du:

Det kolde smør smuldres hurtigt ud i mel, sukker, kardemomme og vaniljesukker. Tilsæt æg når dejen er ensartet, og ælt dejen hurtigt sammen. Den må ikke blive varm, og skal være fin og fast.

Del dejen i to, og tril til pølser. Afvej klumper à 30-max.35 g. Tril dem til kugler. TIP: Dejpølser eller kugler kan opbevares på køl eller fryses. 

Sørg for at dit "Gode Råd"-jern er gennemvarmt inden du går i gang med at bage. Tryk kuglen let flad, og placer den næsten i midten af jernet, ned mod lukningen. Pres låget godt ned og hold det fast i ca. 10 sekunder. Løft låget forsigtigt, og tjek hvordan jernet bager. Læg låget på igen og hold fast. Vi anbefaler at holde på Gode Råd-jernet med en grydelap eller handske!

Når det Gode Råd er smukt gyldent er det færdigt. Lemp det forsigtigt ud af jernet med en spatel eller palet, og læg det på en rist til afkøling. 

Hemmeligheden bag Gode Råd er at de IKKE skal nydes mens de er varme, selv om de dufter forførende godt. De bliver først rigtig sprøde og lækre når de er kølet helt af. Så slå koldt vand i blodet og vent. Det er det hele værd!


TIP: Du kan tilsætte lidt reven citronskal hvis du ikke bryder dig om kardemomme.