Feedback

Din indkøbskurv er tom

kontakt
instagram
twitter

VI ARBEJDER MED BÆREDYGTIGHED

På Skærtoft er det vores passion

  • at se naturen som vores vigtigste samarbejdspartner              
  • at formale alle meltyper på stenkværne, så vi bevarer den sunde, smagsgivende kim i melet
  • at have fokus på sundhed og gastronomi når vi udvikler nye produkter
  • at levere fuld sporbarhed på alle råvarer
  • at lære fra os, og at dele vores viden, erfaring og begejstring for alt det, vi arbejder med

 

Landbruget på Skærtoft, der har været i familiens eje siden 1892, er dyrket økologisk i 25 år, og biodynamisk de seneste 3 år.

Skærtoft Mølle blev grundlagt i 2004, og har i dag knap 40 produkter i sit sortiment: stenformalet mel, knækkede, skårne, valsede og polerede kornkerner af spelt, hvede, byg og rug, samt en række grød- og brødblandinger. Produkterne fra Skærtoft Mølle er hædret af bl.a. Det danske gastronomiske akademi, og har også modtaget Den økologiske Guldmedalje.

Både landbruget på Skærtoft, Skærtoft Mølle, Skærtoft Brødværksted samt Skærtoft Mølles Brødakademi drives af Hanne Risgaard og Jørgen Houbak Bonde, samt deres datter, Marie-Louise, der er 5. generation på gården.

Netværk af økologiske producenter

Vi er et netværk af producenter, som med afsæt i økologien arbejder med bæredygtighed ud fra en systematisk tilgang. Vi har det til fælles at vi alle brænder for at lave bæredygtige produkter med ekstra hensyn til både jord og mennesker. Klik på billedet og læs mere om SEGES-projektet.

 

Mød de andre producenter

 

   

 

RISE – benyttes i mere 50 lande

I vores arbejde med bæredygtighed anvender vi værktøjet RISE, som analyserer bæredygtighed hos landmanden i forhold til miljø, klima, økonomi og sociale forhold. RISE står for Response-Inducing Sustainability Evaluation og er et internationalt anerkendt værktøj, som benyttes i mere med 50 lande. Værktøjet er løbende udviklet over de sidste 15 år og er nok det mest omfattende værktøj til vurdering af bæredygtighed i landbrugsproduktionen til dato.

Hvordan virker RISE?

Ved hjælp af landmændenes svar på en lang række spørgsmål måler RISE bæredygtighedsgraden på gårdene. Spørgsmålene inddeles i 10 kategorier (men kun 9 når der ingen husdyr er på bedriften), for eksempel ”jord”, ”livskvalitet”, eller ”energi og klima”. Hvert svar får en karakter, og til sidst beregnes gennemsnittet af karaktererne indenfor de enkelte kategorier. De samlede resultater tegnes ind i et 9-kantet ’spindelvæv’, som tydeliggør vores styrker og svagheder.

Med afsæt i vores udfordringer aftaler vi, i samarbejde med en konsulent, hvad vi konkret skal arbejde med, så vi bliver mere bæredygtige i alle aspekter og ikke kun i det, som vi i forvejen er gode til.

 

Læs mere om vores arbejde med bæredygtighed

 

 

Jørgen
 

Hanne
 

Marie-Louise

 

Familien Risgaard & Bonde

Da vi for 25 år siden lagde driften af landbruget på Skærtoft om til økologi, vidste vi helt præcist, at vi fra da af ville have naturen, som vores vigtigste samarbejdspartner, og at vi aldrig mere skulle bruge kunstgødning eller sprøjte gift på kornet på vore marker. Hvad vi ikke vidste, dengang i 1991, var, at vi stod ved starten af en fascinerende, engagerende, ind imellem besværlig, men altid udfordrende og eventyrlig rejse, som vi har været på lige siden, og som vores datter vil fortsætte, når hun om nogle år, som 5. generation, bliver den, der alene står for driften på Skærtoft.

Det stod hurtigt klart for os, at vi aldrig ville nå frem til en slutdestination på vores rejse.

 

 

"Vi ser naturen som vores vigtigste samarbejdspartner. De kommende år vil vi øge vores indsats for at skabe ekstra frugtbarhed i jorden, så vores afgrøder kan høstes med endnu mere sundhed og gastronomisk kvalitet, end i dag."

 

Målet rykkede sig igen og igen, i takt med at vore ambitioner for ”udbyttet” af rejsen voksede. Først blev vi økologiske planteavlere for at beskytte miljø, grundvand og biodiversitet. Dernæst fortsatte vi rejsen drevet af nysgerrighed på begreberne: sporbarhed, sundhed, velsmag! Det resulterede i, at vi startede Skærtoft Mølle, hvor vores passion gennem de seneste 12 år har været at producere en lang række korn- og melprodukter af så høj en kvalitet, som vi overhovedet formår. At møllen også har skabt lokale arbejdspladser, og været omdrejningspunkt for en omfattende kursusvirksomhed, hvor vi har kunnet lære fra os, og dele vores viden, erfaring og begejstring for alt det, vi arbejder med, er for os en ekstra og glædelig oplevelse på rejsen.

De nye mål for den fremtidige færd handler om biodynamik, bæredygtighed og ”grøn omstilling”, og dermed om vores pligt til at handle konkret, for at sikre vores børnebørns fremtid på denne jord. For tre år siden gik vi fra økologisk til biodynamisk drift i landbruget. Her vil vi i årene fremover øge vores indsats for at skabe ekstra frugtbarhed i jorden, så vores afgrøder kan høstes med endnu mere sundhed og gastronomisk kvalitet, end i dag.

 

 

”De mål, vi har for fremtiden på Skærtoft, handler om biodynamik, bæredygtighed og ”grøn omstilling”, og dermed om den pligt vi har til at gøre vore holdninger til konkrete handlinger – ikke mindst for at sikre vores børnebørns fremtid på denne jord”.

 

Både i landbruget og i møllen på Skærtoft vil en del af den hjælp, vi i fremtiden vil gøre brug af, være analyserne via RISE og Klimakompasset. Vi ved f.eks. godt, at vi scorer alt, alt for lavt, når vi ser på vores energiforbrug/CO2 aftryk. Derfor drømmer vi også om en ”bæredygtig mølle” og en CO2 neutral produktion. På vejen frem mod den drøm, vil analyserne holde os fast på, om rejsen, som vi indledte for et kvart århundrede siden, stadig bevæger os fremad, eller om vi holder pause på perronen.

Vores bud er, at vi vil bevæge os – helt sikkert ikke så hurtigt, som vi drømmer om, men vi tør godt love, at vi gør det – og også, at det sker i den rigtige retning!


(Fotos: Jesper Balleby)